Beverly, Venner og SATC - mere end bare nostalgi

Okay, så fiktionsserien som format har muligvis aldrig værret større... Det har din liste over 'to see-serier' nok heller ikke. Streaming er en gave til indholdselskere, men der mangler enkelte elementer fra 90'ernes og 00'ernes seriedyrkning, som jeg virkelig savner.

Billede fra artikel i Jyllands-Posten

I december kom And just like that... Hvis du har brug for en forklaring på det, så er du ikke målgruppen, så ... carry on:-)

Jeg finder det idelle (somewhat uforstyrrende) øjeblik og starter med skrækblandet fryd serien, som jeg ikke vidste, jeg havde ventet på i 10 år, og som jeg måske/måske ikke har lyst til at se. Der er nemlig så meget på spil. Hvad nu hvis den ødelægger følelsen fra SATC? Hvad nu hvis det er godt? Kun én sæson? Skal jeg så til at tage afsked igen? Kan jeg holde til det?

Komplet ligegyldige spørgsmål, da du og jeg begge ved, at der ikke er et alternativ. Selvfølgelig skal den ses. Og åha... første afsnit og jeg er helt tilbage i stemningen. Hvorfor føles det så stort og vigtigt? Det er jo helt galimatias, at en 39-årig mor til tre sidder og føler sig omfavnet af en tryghed og gensynsglæde, der er helt ude af proportioner.

Samsening

Men jeg ved godt, hvad det er, der er på spil. For jeg har tænkt en del over det. Vi er nogle, der har været så heldige, at vi har været samseere. Alle os, der voksede op i en tid, hvor der faktisk blev lavet indhold til os (de unge) samtidig med, at vi ikke havde så mange alternativer. En lille tidslomme efter udelukkende voksen-tv og inden de mange muligheder.

Torsdag kl. 20.00 var der Beverly Hills 90210 på TV2, og selv min mor og far så det. Hvad skulle de ellers? Vi havde jo dikteret aftenens underholdning, som iøvrigt var SÅ vigtig, at manges fritidsaktiviteter og gøremål blev tilrettelagt derefter, har jeg senere erfaret.

Samsening (jo jo det er et ord) er dødt - eller næsten i hvert fald. Der er fodbold og håndbold og måske valg og pressemøder, men ellers ser vi alt, når det passer os og dermed ikke, når det passer de andre. Og hvad så? Det så!

Øde gader og forventningsfuld frikvarterssnak dagen derpå, de laaaaange formater der bevirkede, at Kelly var tvangsindlagt til at ligge under for en alkoholiseret mor, spiseforstyrrelser, brand, sektmanipulation, stofmisbrug, fængslet far, stalking, skudepisode, voldtægt og mordforsøg - ud over de mere almindelige teenageproblemer, som hun også må håndtere rigeligt af. Okay, så det blev måske lidt for søgt til sidst, men det kunne noget. Vi voksede på mange måder op med Beverly, og de fik lov til at gøre indtryk på os, og det samme gjorde alle de samtaler, de skabte grobund for.

Vi så det sammen eller som minimum samtidigt, og vi snakkede så om 45 minutters tv i en hel uge - se dét er investering!

Kedeligt - videre!

Fænger serien ikke efter første afsnit? Videre! Klik, klik videre til næste på 'to see'... Så kræsne kunne vi ikke være i 90- og 00'erne, og ih hvor er jeg bare glad for det.

Det faktum, at vi skulle vente en uge på næste afsnit, fik hvert afsnit til at svæve højt oppe på en piedestal, og måske kom det næsten til at fylde for meget, men én ting er sikkert: Det formede mig, og det formede mit forhold til tv-serien, som en ven i slænget. Og det er præcis det Friends, Beverly og SATC er - gode venner, som jeg kan stole på, som jeg kender ud og ind og som minder mig om en del af mig selv, som er vigtig at huske, når jeg står i opdragelsen af egne teenagere. Serierne har sat så dybe spor, at de bliver et opslagsværk til min ungdom, og jeg husker relevante men ikke nødvendigvis skelsættende dele af mit liv igennem diverse afsnit af serier. Som en slags vidner til mit liv, tror jeg, de kan være med til at minde mig om, hvordan det er at være ung og følsom, at de problemer jeg havde dengang var rigtige, og at jeg skal tage mine børn alvorligt og holde mig fra de floskler Brenda og Brandon får smækket i hovedet af Jim og Cindy.

Semi-tvungen vedhold

Jeg savner den mere åbne og omfavnende tilgang til indhold, jeg savner investeringen og den lange relation, jeg savner den manglende konkurrence og en svunden tid, hvor der var langt mellem snapsene... eller afsnittene. Hvorfor? Fordi jeg synes, der er noget fint i tålmodighed og semi-tvungen vedhold, og jeg tror, det giver et ekstra lag, når man er nødsaget til at tage de billige afsnit med de dyre til døden os skiller. Desuden er det min opfattelse, at dramaturgien nogle gange lider under det faktum, at nutidens seere skrider efter sekunder, hvis ikke hvert eneste sekund af handlingen er fremdriftsskabende... men det er et helt andet blogpost.

Heldigvis er der de få store stjerner på streaminghimlen som SKAM og Game of Thrones, der kan skabe noget af det samme og så And just like that... igen venter jeg utålmodigt på, at det skal blive torsdag kl. 06.02 (eller måske lidt senere... man er vel B-menneske) for at få mig en længeventet genforening med mine (older and wiser) veninder fra NYC. Måske jeg skal streame SATC igen (igen igen) og tage et dyk ned i min seriedagbog... For det er til gengæld noget nutiden kan levere; alting når som helst hvor som helst til hvem som helst... der kan betale sig fra det.