DUM? De Unge Mødre - et etisk paradoks eller hva'?

Man krummer tæer. Sagde hun lige det? Gjorde hun lige det? På nationalt tv?

Når virkligheden - eller en version af den - fremstilles på skærmen, hvor virkeligt skal det så være? Altså hvor ærligt? Og hvem bærer 'skylden', når noget bare ikke er okay?

Jeg er ski ligeglad med Paradise Hotel-deltagere eller hvad dælen Geggo har lyst til at dele med hele Danmark. De er voksne. De må selv stå til regnskab for eventuelle konsekvenser af deres tv-performance.

Men nå det gælder børn - så er det edderbroderme en anden snak, spørger du mig. Hvordan i hede hulan skal man kunne forstå konsekvenserne af ens medvirken, når teenagehormorner raser, og ens liv har taget en drejning, som ændrer ALT i ens tilværelse?

Og ved vi egentlig som seere, at det vi sidder og æder råt er en redigeret, subjektivt fremstillet version af virkeligheden? Kan man pege fingre, når man er med til at øge efterspørgslen?

For slet ikke at tale om producenterne? Må de godt fifle med virkeligheden og lægge dramaturgiske greb ind for at 'spice' det hele lidt op? Er det dem, der er 'problemet'?

Er det overhovedet et problem?

Hvorfor stiller de op?

Og er det ikke deres egen skyld, hvis de fremstår uhensigtsmæssigt?

Hvad er det for nogle mekanismer i mennesket, der får os til at tilmelde os et reality-program? Sidder man en aften og ser X-Factor eller Paradise Hotel med vennerne, hører man ofte spørgsmålet; Hvorfor stiller man op til sådan noget? Ved de ikke, at vi gør grin med dem? Har de ingen selvindsigt? Hvorfor er der ikke nogen, der har fortalt den stakkels pige, at hun ikke kan synge… og desuden er for grim til tv? At folk stiller op til et program første gang, det kører over skærmen, kan man måske godt forstå, da man ikke ved, hvad det præcis går ud på. Men at folk stiller op til 20. omgang af X-Factor eller Paradise Hotel er for nogle helt uforståeligt, fordi man så ved, hvad der kræves, hvor meget hype, der er omkring det, og hvor skånselsløse seerne er.

Mon ikke svaret ligger i en hungren efter fame? Reality-programmerne tilbyder den helt almindelige borger en mulighed for at eksponere sig selv sig i tv, og nogle ser deltagelsen som en mulighed for at etablere et navn eller måske snarere en personlighed og derigennem få tilbudt jobs, man ellers ikke ville blive tilbudt, blive blogger, youtuber and what not. Og det værste er... det bliver de jo så en gang i mellem.

Men det kan ski da have alvorlige konsekvenser at blive 'hængt ud'. I den helt fatale ende af skalaen er der de få, der ikke kan komme videre og begår selvmord. Dog betyder det for de fleste udfordringer i form af tab af venner, problemer på arbejdsmarkedet som følge af uansvarlig adfærd eller udtalelser, selvværdsproblemer som følge af fremstilling i pressen og den stenhårde tone på sociale medier, eller det kan betyde mere langsigtede konsekvenser ved, at man senere i livet fortryder deltagelse, fordi man ikke kan stå inde for udtalelser eller opførsel, som hører fortiden til og måske er pinlig over deltagelsen.

”Der burde indføres et kørekort til at få lov at få børn. Er du for dum, ung og uvidende så er det bare ærgerligt. Tabere avler tabere. Sterilisér de bumser og fjern deres børn.”

Ja, sådan står der på et socialt medie om de unge mødre. Fedt ikke? Og sagligt?

Børn har ikke opbygget samme mediebevidsthed som vi voksne, og på trods af at børn i dag er yderst kompetente i omgang med diverse medier, så har man, efter min overbevisning, ikke den fornødne erfaring, selvbevidsthed og refleksionsevne til at vurdere konsekvenserne ved deltagelse. Men så igen... hvis man er gammel nok til at få børn, så bør man også være gammel nok til at trække sig ud af et tv-show, hvis man føler sig fejlagtigt fremstillet.

Må man godt frem/udstille børn på alle tænklige platforme?

Måske det er producenterne, der skal taget ansvar for det indhold, de vælger at spytte ud på diverse kanaler og streamingtjenester? DUM har netop tage hul på sin 29. sæson... 29.! Det er Danmarks længst kørende "dokumentar"serie. Satte hun lige dokumentar i anførselstegn? Ja! Det gjorde hun, for det er jo reality-tv og ikke en dokumentar, men det var nu som dokumentar den blev lanceret af SandTV og Kanal 4 i sin tid.

Kan man tillade sig at caste børn ind i et persongalleri, hvor de spiller hhv. den rygende, den hidsige, bondetøsen eller tudeprinsessen og bliver redigeret til at passe ind i rollen? Er det ok, at børnenes virkelighed bliver dramatiseret med underlægningsmusik, valg af ensidigt indhold og udtalelser i klip, filtre, kameraindstillinger og sågar effekter?

Hmm... jeg ved det ikke, men jeg stiller store spørgsmålstegn ved det, og jeg mener, at lige i DUMs tilfælde er det særligt grelt, fordi det er børn og endda børns børn.

Meeeen producerer de ikke bare det, vi gerne vil se med unge, der gerne vil vise sig frem?

Så la' dog vær' med at se det!

Endelig kan man naturligvis, og måske mere passende, lægge ansvaret hos os - seerne. Jeg elsker jo at fortære en omgang DUM og sidde og føle mig bedre end dem. Om det er af voyeuristisk trang, en hunger efter at se andres fejl i forstørrelsesglas, identifikationsfaktorer, samfundsmæssig interesse eller hvad dælen, der får os til at se 29 (!) sæsoner af DUM, så er det udelukkende på grund af os, at der er 29 sæsoner af DUM. Bum.

Hvis du ikke ser det, så laver de det ikke, så kan de jo ikke være med i det, og så er problemet løst... jooo bevares men... shit hvor kedeligt!

Er DUM en dokumentar? Det var det jo i starten, men jeg tror, at vi i dag er mere ligeglade med genrebestemmelser. Alt er efterhånden hybrider, og man må formode, at langt de fleste afkoder medieindhold med det in mente. At jeg, som har stor interesse for dokumentargenren og i seks år har læst medievidenskab, har dannet mig et billede af, hvad en dokumentar er og vigtigere ikke er, synes uden betydning. Det er den gængse seer, ’Familien Danmark’, ’Hr. og Fru Danmark’ og den unge frøken Danmark, der skal kunne tyde det sammensurium af virkelighed, fiktion, objektivitet, subjektivitet, ægte og falsk. De skal forstå den dramatiserede kommunikation, der opstår mellem program, medvirkende og seer. Hvis afkodningen af programmet foretages ud fra en ganske anden genreopfattelse end den opfattelse kanalen har, så bliver kommunikationen fejlagtig. Og hvad så, kunne man spørge? Så længe seeren får noget ud af at se programmet – det være sig underholdning såvel som oplysning – så er der vel intet på spil?

Jeg mener, at der kan være noget på spil. Hvis Fru Danmark, lad os kalde hende Berit, ser, at DUM genrebestemmes som en dokumentar og dermed ser serien med den overbevisning, at der er en relativ objektiv fremstilling af virkeligheden, så bliver hun vildledt. Bemærker hun ikke musikken, klipningen, rollespillet, fremhævningen af visse aspekter osv., så får hun ganske enkelt et ensidet og fejlagtigt syn på Danmarks unge mødre. Det er måske ikke et problem for Kanal 4 og kun et problem for Berit, hvis hun aktivt bruger serien som guide i forhold til sin opfattelse af virkeligheden og det danske samfund. Problemet er og bliver størst for de medvirkende - børnene, der sættes i bås af en seer, de aldrig har mødt, og som kun kender en brøkdel af sandheden omkring dem. Det er dog også et problem for de unge mødre rundt om i Danmark, der nu kan gå hen og blive en slags stereotyp karakter i samfundet, uafhængigt af hvorvidt de har noget tilfælles med seriens medvirkende eller ej. Det er i min optik et problem, hvis Berit ser en ung mor i bussen på vej til arbejde og automatisk sætter hende i relation til DUMs medvirkende.

Hvad er så løsningen på problemet?

Der er ingen løsning. Man kan aldrig finde en fremstillingsform inden for dokumentargenren, som alle anerkender og opfatter på samme måde. Man kan aldrig sikre sig, at seeren opfatter det viste, som det er intenderet. Det eneste man kan håbe på er, at kanalerne overvejer etikken i det, de viser, at de medvirkende forstår på hvilken måde, de risikerer at blive fremstillet og kan holde til konsekvenserne, og at seerne holder en skeptisk distance til det, de ser og således ikke ’æder alt råt’ og (for)dømmer andre mennesker ud fra ’mediebilleder’. Man kan kun håbe...